Skip to main content

Kun én måde at undgå landtropper på i Syrien

Naser Khader

I Danmark og andre vestlige lande diskuterer man i øjeblikket, om der findes en moderat opposition i Syrien, og hvis der gør, er spørgsmålet, om man skal bevæbne den, og om man kan stole på den. Nogle hævder, at en moderat opposition ikke eksisterer, og at mange af dem, som bekæmper Assad, er islamister.

Det er fuldstændig rigtigt, at de mest toneangivende oprørsgrupper mod Assad i dag er islamistiske grupper. Nogle af dem er jihadistiske som al-Qaeda-al-Nusra og Islamisk Stat, mens andre blot er islamistiske som Islamisk Front. Islamisk Front arbejder for et samfund, som tager udgangspunkt i sharia, men har ingen ambition om at indføre et kalifat. Selv om disse grupper har haft succes med at kapre den oprindeligt fredelige syriske revolution fra den moderate opposition, har de dog ikke været dominerende fra begyndelsen.

I marts 2011 fængslede og torturerede det syriske regime 15 skolebørn for at have skrevet graffiti på skolens mure og vægge. Da børnenes forældre og borgerne i byen Daraa den 15. marts demonstrerede mod denne behandling, blev der skudt mod dem, og det udløste det syriske oprør. Det første års tid bestod oprøret af fredelige fredagsdemonstrationer, hvor folk krævede reformer og en retsstat. På det tidspunkt var det det syriske civilsamfund, der dominerede modstanden. Islamisterne var nærmest ikkeeksisterende.

Men da præsident Putin blev genvalgt i 2012, skete der det, at han straks lovede Assad total opbakning. Assad, som i forvejen havde venner i Iran og Hizbollah, blev med Putins støtte fuldstændig kompromisløs og opførte sig nu endnu mere brutalt over for de syriske demonstranter. Hans brutalitet medførte, at mange af hans soldater deserterede og oprettede Den Frie Syriske Hær. Den arbejdede sammen med den moderate opposition, og de havde stort set alle et sekulært udgangspunkt. De ønskede en retsstat og et demokratisk Syrien og fjernelsen af Assad. Det er dem, vi kalder de moderate oprørere/den moderate opposition.

I februar 2014 gav Assad amnesti til mange hundrede islamister og flere al-Qaeda-folk fra sine fængsler, hvilket var en genistreg fra hans side. Hans strategi gik nemlig ud på at pege på nogen, som var værre end ham selv. Han vidste, at mange vesterlændinge hellere ville have en diktator ved magten end islamister og lod derfor de islamistiske grupper være i fred, så de kunne vokse sig stærke. En af de personer, der blev løsladt, var Abu Muhammad al-Golani. Han havde været dødsdømt for sin al-Qaeda-virksomhed i Syrien og Irak og gik direkte ud og dannede al-Qaeda-Syrien (også kaldet al-Nusra) efter frigivelsen. Da al-Qaeda-lederen i Irak, Abu Bakr, sidste år brød ud af al-Qaeda og dannede Islamisk Stat, lod Assad ham være i fred. Det betød, at Abu Bakr kunne koncentrere sig om at tage kontrol over oliekilderne i Østsyrien. Han begyndte blandt meget andet at sælge olie på det tyrkiske sorte marked, og Islamisk Stat blev hurtigt meget rig og magtfuld. Senere allierede Abu Bakr sig med de sunnitiske stammer, som var meget utilfredse med den shiitiske statsminister Malaki, og så gik det stærkt. I juni oprettede Islamisk Stat et kalifat med Abu Bakr som kalif.

Ved at løslade islamister og jihadister og give dem ”arbejdsro”, så han kunne pege på et værre alternativ end ham selv, har Assad været med til at fremelske det jihadistiske monster, som vi i dag står over for at skulle bekæmpe. Man hører i dag vestlige politikere og meningsdannere sige, at de foretrækker Assad frem for de grimme, uvaskede mørkemænd, men flirter man med et samarbejde med Assad, som over 100 lande har erklæret illegitim og en krigsforbryder, belønner man ham netop for hans kyniske strategi.

Den Frie Syriske Hær og andre moderate oprørsgrupper har ikke haft en chance i dette spil. Hvor al-Golani, Abu Bakr og andre jihadistiske grupper har fået våben og økonomisk støtte fra rige ”onkler” i Golfen, og Assad har fået sine våben fra Rusland, blev de moderate ramt af Vestens (inklusive EU’s og Danmarks) våbensanktioner mod Syrien og svækket. USA og Vesten nægtede ganske enkelt at forsyne de moderate oprørere med våben, hvilket svækkede dem enormt. Præsident Obama gjorde ligefrem grin med dem ved at sige:

»De (moderate oprørere) kan ikke noget. De er jo bare en samling læger, tandlæger og bønder.«

Han talte dem ned.

Så sent som i sidste uge var jeg inviteret til at udtale mig ved et ekspertmøde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og Forsvarsudvalget, hvor vi skulle belyse, hvem den moderate opposition i Syrien er – hvem kan man stole på? Her læner jeg mig op ad Robert Ford, USA’s tidligere ambassadør i Syrien og tidligere toprådgiver for Obama og Hillary Clinton. Han forlod sin post i protest mod Obamas Syrien-strategi.

Robert Ford siger, at vi i Vesten har ansvaret for, at den moderate opposition er så svag i dag. Vi har ikke givet dem de våben og penge, som vi har lovet, og har oven i købet talt dem ned i stedet for at tale dem op. Mange af deres ledere er blevet slået ihjel af Islamisk Stat og al-Nusra, og lige så mange er flygtet til udlandet. Fra at have været en hær på næsten 100.000 mand, udgør de i øjeblikket ikke mere end nogle få tusinde og kontrollerer kun et område på 10 pct. af Syrien. De moderate har skullet kæmpe på to fronter – mod både Assad og jihadisterne – og har samtidig skullet finde sig i at blive gjort til grin af USA. Det har betydet, at nogle af dem med tiden har allieret sig med islamisterne – ikke fordi de er enige med dem, men fordi der ikke har været noget alternativ. Folk har brug for beskyttelse og for at kunne brødføde deres familier, og i modsætning til de moderate oprørere har islamisterne kunnet give beskyttelse og betale deres mænd. Ford siger, at vi skal bryde det samarbejde og få dem over på vores side.

Nu står vi i den situation, at både Islamisk Stat, al-Nusra og Assad har overhånd på slagmarken. Vesten er blevet tvunget til at handle, fordi jihadist-grupperne udgør en trussel mod Vesten og Vestens interesser i området. Men da vi ikke vil sende landtropper ind i kampen mod Islamisk Stat, er alternativet at opbygge en stærk koalition på landjorden. Det gør man ved at støtte de moderate. Derfor har Obama været nødt til at æde sine ord og siger nu ja til at bevæbne dem. Havde man gjort det for to år siden, havde vi ikke stået i den situation, som vi står i i dag.

Robert Ford siger, at der nu skal arbejdes for at finde flere moderate oprørere og styrke dem, så de kommer til at udgøre et alternativ til Assad og Islamisk Stat. Vi skal samtidig holde, hvad vi lover, hvilket vil sige, at vi skal forsyne dem med økonomisk hjælp, træning og våben. Det er ligeledes vigtigt at få formidlet til dem, at målet ikke kun er at eliminere Islamisk Stat, men også at bekæmpe Assad – deres oprindelige hovedfjende. Både Robert Ford, demokraten Robert Menendez og republikaneren John McCain mener, at vi kan stole på de moderate oprørere og de ledere, der er tilbage. Det kan vi, fordi USA har samarbejdet med dem om andre ting, hvor man bl.a. har udstyret dem med såkaldte non-lethal weapons.

Det er muligt, at nogle af de våben, som vi sender, havner et forkert sted, men det er en risiko, som vi er nødt til at tage. Hvis vi skal vinde kampen mod jihadisterne, er det bydende nødvendigt at have nogen at samarbejde med på landjorden. Vi skal love dem beskyttelse. Hvis Assads fly begynder at bombardere deres stillinger, skal koalitionen nedskyde Assads fly. Der skal indføres flyveforbudszoner over de områder, der kontrolleres af den moderate opposition. Assad skal også forstå, at vi er villige til at skyde hans fly ned, såfremt de skulle bevæge sig ind i de zoner. Samtidig er vi nødt til at koordinere vores bombardementer med de moderate oprørere, så de ved, hvad der sker.

Jeg mener, at vi ud over at styrke oppositionen bør indføre flyveforbudszoner og humanitære korridorer over Nordsyrien og Sydsyrien, hvor civilbefolkningen kan være i sikkerhed. Kampene i Syrien flytter sig hele tiden, og de civile flytter konstant rundt. Det stresser dem, og deres børn kommer ikke i skole. Vi skal huske på, at der i dag er 6,5 millioner internt fordrevne. Hvis de ikke også skal flygte ud af Syrien, skal der skabes humanitære korridorer.

De moderate har brug for våben til at stå styrket i en politisk løsning. Og en mulig løsning på konflikten er, at Assad fjernes, og man laver en aftale med resten af regimet om, at de skal gå i alliance med de moderate og sammen bekæmpe islamismen. Man skal med andre ord gå efter et præsidentskifte, men ikke nødvendigvis et regimeskifte.

Vesten er nødt til at finde og styrke den moderate opposition i Syrien, for den kan udgøre en stærk alliance i kampen mod Islamisk Stat og Assad. Det er prisen for ikke at ville indsætte landtropper.

Related Articles

The Brotherhood Divided

Samuel Tadros

Samuel Tadros on the collapse of Egypt's Muslim Brotherhood...

Continue Reading

Laberintos Persas

Jaime Daremblum

El 13 de julio, en Teherán, el día previo a la firma del convenio nuclear de Irán con seis potencias mundiales y la Comunidad Europea, se realizó ...

Continue Reading

Is ISIS Making Its Own Chemical Weapons?

Rebeccah L. Heinrichs

Peter Brookes and Rebeccah Heinrichs on what this possibility means for US national security....

Watch Now